Vandreture i Habachtal

Det hævdes undertiden, at allerede romerne udvandt smaragder i Habachtal. Dette kan ikke bevises med sikkerhed og er ret usandsynligt. Heller ikke en fransk videnskabsmands beretninger om, at der skulle have været en smaragd fra Habachtal i Ludvig IX’s (1226–1270) krone, har kunnet bekræftes.

I et brev fra 1669 nævnte prinsesse Anna di Medici ordet „smaragdus“ og forventede en rapport om smaragdminerne fra den danske lærde Niels Stensen (måske kunne der her være tale om Habachtal). Da den velhavende brygger Maria Rottmayr fra Senning døde i 1732, fandtes der i hendes bo to guldringe med smaragder fra Habachtal.

I 1797 beskrev "Hofkammerrath" Caspar Melchior Schroll for første gang videnskabeligt smaragdforekomsten i "Heubachthale".

I 1821 beskrev mineralhandleren J. Frischholz detaljeret smaragdfundområdet i Habachtal.

I 1829 gjorde bjergdirektør Mielichhofer et smaragdfund i Sedlalpe.

I 1859 offentliggjorde Zepharovich i Mineralogisches Lexikon Österreichs mere præcise oplysninger om smaragdforekomsten. Herefter blev området undersøgt mere grundigt. Der blev fundet flere smukke sten.

I 1862 fik disse lovende fund Samuel Goldschmidt til at købe hele området. I over 2000 meters højde lod han Berghaus opføre, og under Leckbachscharte blev der drevet flere stollinger ind i „Smaragdpalfen“. Udbyttet siges at have været godt. Efter Goldschmidts død (1871) blev udvindingen midlertidigt indstillet. I de følgende år overtog det engelske selskab Limited Forster minen og beskæftigede 30 minearbejdere, der drev udvindingen med stor succes.

I 1896 overtog Emerald Mines Ldt. fra London ejerskabet af minerne.

I 1913 måtte driften indstilles på grund af store gældsbyrder, der var opbygget af en inkompetent forvalter. Kommunen Bramberg købte hele området til en relativ lav pris, da der stadig var en betydelig del af kommunalskatten udestående.

I 1917 kunne savværksindehaveren Anton Hager fra Traunstein erhverve minen. Men også han blev tvunget af økonomiske vanskeligheder (1. verdenskrig – økonomisk krise) til at sælge minen i 1927. Efter det tysk-østrigske ædelstensmineselskab og det schweiziske selskab for moderne minedrift kom minen til sidst i besiddelse af justitsråd Max Gaab fra München.

I 1938 blev Østrig slettet fra landkortet – ejerforholdene på dette tidspunkt er uklare. Efter krigen ansøgte oberst Hans Zieger hos de amerikanske besættelsesmagter om stillingen som mineforvalter. Han var aktiv i minen fra 1945 til 1949 og sleb selv de fundne sten. Zieger blev efterfulgt af Hubicky og duoen Caha-Eberl.

I 1963 blev minen officielt overdraget til advokat Karl Gaab. Hans tilsynsførende ved minen og i guldværket var i mange år studerende fra München.

I 1975 søgte Sebastian Berger sammen med Klaus Wenzel og Heinrich Hammerle hos Dr. Gaab om tilsynsstillingen. Tvister og gensidig mistillid i forbindelse med fundet af usædvanligt store fenakitter førte snart til, at de tre gik hver til sit, og fra 1976 havde Berger det enekompetente tilsyn. Han sikrede indgangene til stollerne med jerndøre, fik via helikopter en campingvogn bragt i umiddelbar nærhed af minen og drev mange meter stoller ind i bjerget. Berger-æraen, der varede omkring 10 år, var frugtbar både med hensyn til fund og videnskabelig forskning.

I 1986 begik Berger, der i årevis havde haft psykiske problemer, på tragisk vis selvmord.

Alois Steiner og Alois Hofer, begge mineralsamlere fra Bramberg, overtog tilsynsopgaven fra 1986. Goldschmidthütte, der allerede var i meget dårlig stand, blev renoveret med stor indsats og fungerer siden da igen som indkvartering for mineforpagterne. Udvindingen i bjerget viste sig at være yderst vanskelig på grund af de meget ustabile bjergarter og mangelfuld afstivning, og der måtte bruges meget tid og energi på at sikre den eksisterende tunnel.

Siden begyndelsen af 1990'erne har familien Steiner (Alois Hofer har afsluttet sine aktiviteter) haft tilladelse til at udvinde smaragder i minen. Efter Karl Gaabs død (2000) er hans datter, fru Ingrid von Klitzing, eneejer af smaragdminen.